Maribo
Klosterbyen midt i naturparkenKlosterbyen midt i naturparken
Naturen har begavet Maribo med tre dybblå søer, smukt indrammet af et bakket landskab. Så det er intet under, at de udsendte munke fra Sverige faldt for netop denne plet på landkortet, da de udpegede, hvor Birgittinerordenens nye danske kloster skulle ligge.
I 1416 kunne munke og nonner flytte ind - naturligvis i hver deres fløj - og samme år gav Erik af Pommern byen købstadsrettigheder alene af hensyn til klostret. To år senere satte paven sit segl på, at byen kunne kalde sig Mariebo efter den hellige jomfru. I dag kan man stadig se resterne af det stolte kloster, som sikrede byens økonomi. Men det tydeligste spor af fortids storhed er klosterkirken fra 1470, som i dag er Maribo Domkirke.
En historisk købstad med moderne liv
Bag domkirken kan man spadsere direkte ind i fortiden i de snævre brostensbelagte gader. Især i Kirkestræde, Smedestræde og Kapellanstræde læner de farveglade 1600-tals huse sig opad hinanden. Og på Gåsetorvet breder et kæmpe kastanjetræ sin imponerende krone ud som skygge for solen eller ly mod regn. Uanset hvilket af de tre små stræder man vælger, munder de alle ud i Torvet, som er byens centrum. På den ene side troner byens gamle rådhus og på den anden side ligger Qvades købmandsgård i en smuk grå palæbygning.
Midt i al det gamle blomstrer nutiden. Maribo har et aktivt kulturliv og flere gange hvert år breder musikken og kulturen sig ud i hele byen, f.eks. i form af jazzfestival, tattoo og kunstudstilling.
Berømte søer og oplevelser i det fri
Man har ikke set Maribo uden at have indtaget de 3 søer, som i øvrigt myldrer med små øer. Hvis man ikke selv føler trang til at kaste sig ud i robåd eller kajak, sejler turbåden Anemonen troligt søerne tynde og gør holdt ved både Borgø, Skelnæs Pavillonen og Hestø, mens Præstø og Romsø må beses uden landgang. Talrige fugle holder til i Naturpark Maribosøerne bl.a. grågæs, taffelænder og ikke mindst havørnen, som er kendt for at være særdeles kræsen, når den vælger bopæl. Også cykel og vandresko kan få travle dage i naturparken, som byder på flere ruter rundt om søerne. På alle ruter dukker der lejlighedsvis borde og bænke op, så man kan garnere sin medbragte frokost med søudsigt.
Vil man hellere se, hvordan almindelige borgere boede, kan man besøge Frilandsmuseet, der har genopført originale huse fra 16-, 17- og 1800-tallet. Her kan man f.eks. opleve dagliglivet i møllen, smedjen og Ane Huggemands hus.
Nu er det sikkert tid til at hvile benene, og det kan man gøre i landets ældste veteranjernbane, som året rundt pruster sig vej fra Maribo til Bandholm. Det ældste damplokomotiv er fra 1879. Og i vognene det trækker efter sig kan man på egen krop opleve, hvordan menigmand skrumplede af sted på hårde træsæder, mens borgerskabets mere sarte popo'er blev affjedret af bløde plyssæder.
Maribo har sin egen stemning, bygget af lige dele salig ro og livlig aktivitet. Det er sikkert et levn fra klosterets dage - og et meget velkomment et!