Nysted

Den lille købstad, hvor fortid og fremtid mødes
 
  • Her får man ny energi på flere måder

    Man skal langt sydpå for at komme til Nysted. På vejen passerer man afkørsler til landsbyer med højst originale navne som Slemminge, Udstolpe og Døllefjelde-Musse, som blev udødeliggjort i sangen af samme navn.

    Lige uden for byen ligger den gamle kongeborg Aalholm Slot med tykke røde mure og kraftige tårne. Slottet er tilbage fra 1200 tallet og skærmede borgerne, når de krigeriske vendere drog på togt.

    I dag ånder alt dog fred i byen. Danmarks sydligste købstad putter sig trygt i bunden af Noret, omgivet af blinkende vand og dybgrøn skov. Det er som at køre direkte ind i et postkort. Et fristed, hvor skuldrene kan sænke sig og pulsen får en ny, langsom rytme.

  • Nysteds historiske stoltheder

    Kirketårnet er det første man får øje på i Nysted. Indenfor kan man bl.a. se den smukke altertavle fra 1649, som er et stykke træskærerarbejde af fineste karat. Og så er der heller ikke sparet på guldet...

    Bag kirken ligger Gammeltorv med små fine huse i sirlig rundkreds omkring springvandet. Fra torvet er der få skridt til guldalderdigteren Emil Aarestrups hus i hovedgaden, Adelgade. Det gamle røde hus fremstår fuldstændig, som da lægen sad og skrev nogle af tidens - og eftertidens - smukkeste kærlighedsdigte. Måske skrev han dem i den lille gårdhave bagved huset? Her i rønnebærtræernes skygge, er det som om tiden står stille, mens lavendler, tigerliljer, hortensia og perikum kæmper om, hvem der tager sig smukkest ud.

  • Ny energi ved vand og strand

    Havnen er hjertet i Nysted. Fra Venskabernes Plads er der fri udsigt til slottet og Noret. Og herfra ser man også, at Nysted ikke kun står i fortidens tegn. Ti kilometer ude i vandet rejser verdens næststørste vindmøllepark sig selvsikkert 70 meter op over vandoverfladen. "Ny energi" er i øvrigt et stående samtaleemne i byen, hvor al fjernvarme er produceret på halm. Vil man helt tæt på møllerne, kan man løse til billet til turbåden M/S Amigo eller besøge udstillingen Vindens Verden på havnen.

    Noret kan indtages i lejet kajak eller på vandcykel - med og uden fiskestang. Vil man hellere cykle til lands, snor den 70 km lange Paradisrute sig igennem smukke landskaber, spækket med oldtidsminder. Et godt stop på ruten er den 2000 år gamle Frejlev Skov, hvor man bl.a. kan se Knækkerygstenen, som blev rejst da smeden kastede en forhadt ridefoged så grundigt fra sig, at rygsøjlen måtte melde pas.

    Mæt af indtryk kan man passende hvile sig på en af områdets tre strande - gerne forsynet med friske frugter og bær fra de mange gårdbutikker og vejsalg. Efter få dage i Nysted er sjælen renset og kroppen frisk. De kalder det "ny energi" - og det kan anbefales.