Rødby

Danmarks port mod Europa
 
  • Danmarks port mod Europa

    Rødby har været færgested siden 1200-tallet. Her skibede man varer til og fra de velstående tyske købmænd, i 1500-tallet havde Rødby sågar eneret på kvægeksporten fra hele Sjælland, Lolland og Falster. Fjorden sandede dog efterhånden til og handlen blev mindre lukrativ.

    Placeringen tæt på kysten havde dog også andre omkostninger. Efter at talrige stormfloder truede med at udslette byen, byggede man et 63 kilometer langt dige langs Lollands kyst og fjorden blev endelig afvandet. Hvor galt det stod til før diget, kan man ved selvsyn forvisse sig om på Stormflodssøjlen på Strandvejen. Havnen flyttede man 5km sydpå til det vi i dag kender som Rødby Havn.

    I Vestergade finder man også den smukke Willers Gaard fra 1728. Den står tæt på torvet med byens berømte springvand, hvor bronzegæs trænges om vandstrålerne. Fra torvet begynder byens hovedgade, Østergade, som tæller adskillige butikker og kunstgallerier.

  • Kunst og kultur i købstaden

    Byens største galleri tilhører den svenske billedkunstner Bo Sigvardson. Udover selv at svinge penslen, har Sigvardson hentet kunstnere fra over 100 lande til Rødby. I flere år har han bl.a. taget initiativ til og gennemført en International Kunst & Kulturfestival, der sætter hele byen på den anden ende.

    Rødby Havn byder også på kunstoplevelser med 5 smukke Fugleflugtsskulpturer ned igennem Havnegade. Fra Langelinie kan man på den ene side se færgerne stå ud mod Tyskland, mens stranden breder sig så langt øjet rækker på den anden. Det tropiske badeparadis Lalandia sikrer sommer og glade børn hele året med sin gigantiske Aquadome, minigolf, skøjtebane og Monky Tonky Land.

  • Bølgen blå og historiske marker

    Kystlinien op mod Nakskov byder på hele 5 Blå Flag strande, og skulle det ikke være nok, er der også Østersøbadet, som tilmed er en fremragende fluefiskerplads. Digerne, der strækker sig fra Hyllekrog i øst til tangen Albuen i vest, er også en oplevelse i særklasse, for her kan man som et af de få steder i verden faktisk både vandre, cykle eller bade.

    Omkring Rødby strækker roemarkerne sig, så langt øjet rækker. De blev dyrket af de såkaldte polske "roe-piger" og deres liv kan man blive klogere på ved at besøge Polakkasernen i Tågerup. På museet oplever man de forhold roe-pigerne levede under, da de strømmede til landet i begyndelsen af 1900-tallet. En del af dem boede netop her i kasernen under yderst trange kår.

    Rødby har oplevet havet på godt og ondt og har mange historier gemt rundt omkring, og flere kommer til. Rødby og Rødby Havn bliver det område, hvor Femern forbindelsen kommer i land om få år, men Rødby vil stadig være Danmarks sydligste købstad og forbindelsen til Europa.