Roskilde
Konger, Vikinger, Musik, Festival!Roskilde - Konger, Vikinger, Musik, Festival!
Ingen byer kan prale af flere konger end Roskilde. Ikke færre end 21 af slagsen og 16 dronninger ligger begravet i Domkirken - og så har vi ikke engang inkluderet Dronning Margrethe den Første, som har sin pragtsarkofag stående på kirkens absolutte hædersplads med eget solspir på kirketaget.
I dag er det rockens konger, som hvert år i starten af juli slår sig ned i Roskilde, når Roskilde Festival åbner portene for Nordeuropas største musikfestival.
De mange konge- og dronningegrave til trods er Roskilde en meget levende by. Siden 1268 har Roskilde været en livlig købstad. Roskilde Museum fortæller om byens historie lige fra sagnkongernes Lejre til Roskilde Festival. I midten ligger Stændertorvet, der vrimler med torveboder hver onsdag og lørdag. Fortsætter man ad Algade, der stadig bugter sig som på Harald Blåtands tid, ligger butikkerne som perler på en snor. Seneste tilføjelse er Ro's Torv med over 70 butikker, 13 spisesteder og 5 biografsale.
En købstad med fortid og fremtid
Roskilde centrum vrimler med smukke gamle huse med spændende historier. I Skt. Pedersstræde ligger f.eks. landets første adelige jomfrukloster, som samtidig er den ældste beboede bygning i Roskilde. Herinde bag de røde takkede gavle kan man bl.a. opleve en riddersal, malerier og det fantastiske Nakkebølletæppe fra 1589.
Hvis man bevæger sig blot en smule ud i periferien af byen, møder man fremtidens Roskilde. Her ligger f.eks. bydelen Musicon, som er byens kultur-drivhus inden for musik, dans og teater. Trekroner er en anden bydel. I centrum for den ligger byens universitet, RUC, og rundt om skyder spændende boliger op.
Roskilde omegn står også i naturens tegn. Fra Vigen er der panorama-udsigt til byens silhuet, badevand med Blåt Flag og masser af gode gåture. Turistbureauet har masser af spændende turforslag, uanset om man vil gå, løbe, cykle eller sejle.
Tilbage i tiden
På Vikingeskibsmuseet kan du opleve fem originale vikingeskibe fra 1000-tallet og Havhingsten fra Glendalough, verdens største rekonstruktion af et vikingeskib. Du får aktivitet og historie, atmosfære og et smukt havnemiljø med kopier og efterkommere af vikingeskibe. Og de er ikke blot til pynt. I sejladssæsonen kan du sejle ud på Roskilde Fjord og opleve, hvordan det var at være viking ombord på et vikingeskib.
Flere andre museer og gallerier står også klar med spændende udstillinger. F.eks. har Museet for Samtidskunst et særligt venskabsbånd til John Lennon's enke Yoko Ono, som har skænket et hvidt skakspil med titlen "Play it by trust" til samlingen.
Kongerne valgte Roskilde - du skulle tage og gøre det samme!