Stege
Middelalderens sildeeventyrMiddelalderens sildeeventyr
Når Møns fiskere i middelalderen trak nettene op, var det ligesom at fiske sølv. De fede, glinsende sild kom i så rigelige mængder, at en tredjedel af alle Danmarks sildeboder på Falsterbo marked i Skåne var fra Stege. Så det var ikke mærkeligt, at fiskerne gned sig tilfredse i hænderne, når de havde talt dagens omsætning og med bulnende lommer begav sig hjem til Stege Bugt.
Her stortrivedes byen, som var opstået omkring Valdemar Den Stores borg, Stegehus. Allerede i 1268 fik Stege sine købstadsrettigheder, og byen blev så rig, at man i 1400-tallet tænkte, det nok ville være fornuftigt at beskytte værdierne bag et voldanlæg. Det blev så solidt, at Stege er den eneste by i Danmark, hvor man stadig kan spadsere langs voldgraven på et middelalderligt fæstningsanlæg. Den ene af de tre byporte er oven i købet bevaret, så man kan ankomme til Stege i oprindelig stil.
Markedsdage og god stemning i Stege
Så snart man har passeret Mølleport, er middelalderen imidlertid forbi. Stege er stadig en livlig handelsby, men en moderne en af slagsen. Hver tirsdag sommeren igennem, er der markedsdag med sang, musik og boder tværs gennem indre by. Humøret er højt - og det bliver ikke ringere af, at Stege kan prale af eget bryggeri. I "Bryghuset Møn" kan man komme helt tæt på selve bryggeriprocessen. Det foregår inde i Luffes Gård, som også huser flere andre butikker og restauranter.
Her - og i Fogs Gaard - kan man stadig indsnuse den gamle købmandsstemning, blandet med nutidigt liv. Vil man have mere historie, kan det anbefales, at gå byens berømte "Silderute", som snor sig gennem hele bymidten.
I Storegade ligger en af Steges mest betydelige købmandsgårde. I dag er det dog ikke mel og sukker, men historie, som fylder rummene i Empiregården. Den smukke gule 1800-tals bygning har samlet vidnesbyrd fra dagliglivet på Møn gennem alle tider. Her er våben, mønter, legetøj og et separat Smykkemuseum.
Smid snøren ud
Udendørsfolket har også meget at se til i Stege. Badestrandene strækker sig langs hele Møns kyst, så det er kun konditionen (eller benzinøkonomien), der afgør hvilken man vælger. Cyklisterne kan passende tanke energidepoterne op hos Møns Bolcher, før de cykler ud i det storslåede mønske landskab.
Er man fiskeglad, kan der fanges blandt andet aborre, fladfisk, ørred eller ål langs det meste af Møns østkyst og som en særlig finesse kan man både fange saltvands- og ferskvandsfisk i Noret og Stege Bugt. Alt efter vind- og vejrforholdene kan der med andre ord både komme f.eks. torsk eller sild på krogen. Vi tør ikke love, at sildene strømmer i samme mængde som i Steges storhedstid - men det er da et forsøg værd!